Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Lynge - mandag den 14. juni

Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Lynge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Flere færdselsuheld på samme tid og sted, Værløse

Klokken 10.24 indløb der anmeldelse om et færdselsuheld på Hillerødmotorvejen i nordgående retning. Her foretog en 30-årig svensk mandlig bilist en kort opbremsning i 2. vognbane, og i den forbindelse blev han påkørt bagfra af en 27-årig mandlig bilist fra Søborg, som ikke nåede at bremse tilstrækkeligt. 

Der skete ikke umiddelbart større personskade i forbindelse med uheldet, men den 27-årige blev efterfølgende kørt med ambulance til tjek på hospitalet.

Samtidig skete der endnu et færdselsuheld tæt på, hvor to andre personbiler var involveret. I den forbindelse måtte motorvejen afspærres i en periode, mens der blev ryddet op efter uheldet.

Føreren af den ene bil, en 31-årig mand fra Lynge, blev kørt med ambulance og eskorte til hospitalet for behandling af sine skader, mens føreren af den anden bil, en 31-årig kvinde fra København, efterfølgende også blev kørt til tjek på hospitalet.

 

Mand udsat for vold, Frederiksværk

En 29-årig mand fra Frederiksværk anmeldte klokken 10.54, at kan mellem klokken 01.15 og 01.30 var blevet overfaldet af to mænd, mens han sad på en bænk på Torvet ud for Nordea og ventede på en taxa. De to mænd havde hevet den 29-årige ned fra bænken og derpå slået ham i ansigtet flere gange, imens de råbte af ham. Derpå havde de forladt stedet igen. 

De to mænd beskrives begge som værende mellem 20 og 35 år.

 

Sigtet for tyveri og besiddelse af hash, Lynge

Klokken 11.51 blev en patrulje sendt af sted mod Lynge Station, idet der ifølge en anmeldelse befandt sig to uønskede personer i bus 336 i retning mod stationen. Ved bussens ankomst kunne patruljen konstatere, at der lå to personer og sov bagerst i bussen, og patruljen rettede henvendelse til dem. I forbindelse med visitation blev den ene, en 20-årig uden kendt adresse, fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer. 

Den 20-årige blev derudover også sigtet for at være i besiddelse af en mobiltelefon, som tilhørte en 20-årig mand fra Brønshøj, der havde fået stjålet telefonen, mens han befandt sig i toget mellem Nørreport og Frederikssund mellem klokken 07.30 og 08.00.

 

Faldt i søvn og fik stjålet telefon, mellem Valby og Frederikssund

En 29-årig mand anmeldte klokken 11.10, at han mellem klokken 03.46 og 04.25 havde fået stjålet sin mobiltelefon. Han havde i gerningstidsrummet befundet sig i S-toget linje C mellem Valby og Frederikssund, hvor han var faldet i søvn, og da han vågnede, opdagede ham, at hans mobiltelefon, som han havde haft i en lomme, var blevet stjålet.Nordsjællands Politi kan ikke afvise, at der er er sammenhæng mellem de to tyverier af mobiltelefoner.

 

Bagrude i bil smadret, Helsingør

Mellem lørdag klokken 21.00 og søndag klokken 11.30 blev der udøvet hærværk på en bil, som holdt parkeret på Lerbakkevej. Her blev bilens bagrude knust af en ukendt gerningsperson.

 

Mand sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven, Hillerød

Klokken 14.45 blev det anmeldt, at en hund i et ukendt tidsrum havde befundet sig i en bil på en parkeringsplads nær Frederiksborg Slot uden adgang til frisk luft eller vand. En patrulje kørte til stedet, hvor det grundet varmen blev vurderet nødvendigt at få hunden ud. Patruljen knuste derfor en rude i køretøjet for at få fat i hunden, hvorefter den blev taget med på politistationen.Hundens ejer, en 87-årig mand fra København, afhentede efterfølgende hunden på politistationen, og han blev i den forbindelse sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven.

 

Nordsjællands Politi opfordrer dyreejere til ikke af efterlade deres dyr i parkerede biler på en varm og/eller solrig dag.  Temperaturen kan nemlig hurtigt stige i bilen, og det kan føre til hedeslag hos dyret.

 
Blufærdighedskrænkelse, Charlottenlund

Klokken 16.38 anmeldte en 59-årig mand fra Værløse, at der sad en ældre mand og onanerede i fuld offentlighed på stranden, nærmere bestemt ved Strandlund.

En patrulje blev sendt til stedet, men det lykkedes ikke at finde den ældre mand.

 

Kørte for hurtigt på knallert, Helsingør

Klokken 17.24 blev en 16-årig mandlig knallertfører standset på Borgm. P. Christ. Vej, fordi knallerten angiveligt kørte for hurtigt.

Knallertføreren blev derfor sigtet for at føre en konstruktivt ændret knallert, og knallerten skal nu undersøges nærmere.

 

Mistænkelige forhold, flere steder

Omkring klokken 19 modtog Nordsjællands Politi tre af hinanden uafhængige anmeldelser fra henholdsvis Frederikssund, Frederikssund og Rødovre (som dog ligger i Københavns Vestegns politikreds), hvor anmelderne var blevet ringet op af et for dem ukendt telefonnummer, hvor en mand i den anden ende af røret udgav sig for at være fra et pengeinstitut. Her påstod han, at der uretmæssigt var ved at blive hævet 25.000 kroner fra deres konto, og at de i fællesskab kunne sætte en stopper for det, hvis han fik udleveret de relevante personlige oplysninger om anmelderne. De tre borgere valgte alle klogelig at afbryde opkaldet.

 

Spirituskørsel, Frederiksværk

Omkring klokken 20.50 modtog Nordsjællands Politi flere anmeldelser fra Frederiksværk om, at en bil kørte meget slingrende, ligesom den påkørte flere kantstene og lignende. En patrulje blev sendt til området, hvor føreren af bilen, en 64-årig mand fra Frederiksværk, blev truffet ved Shell på Hillerødvej. Her blev han sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

 

Butikstyveri, Allerød

Klokken 22.50 blev det anmeldt fra Q8 ved Allerød Station, at en påvirket og højtråbende mand havde indfundet sig i butikken, og han skabte en del utryghed, ligesom han muligvis også havde stjålet nogle varer fra butikken.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 27-årig mand fra Hillerød blev sigtet for butikstyveri og dernæst bedt om at forlade stedet.

 

Indbrud i forretning, Vedbæk

Klokken 00.43 blev det anmeldt, at der netop havde været indbrud i butikken Søs & Co. En patrulje blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at tyvene var kommet ind ved at knuse en rude med en sten. Der var umiddelbart blevet stjålet en lampe fra butikken.

 

Indbrud i forretning, Frederikssund

Klokken 01.09 blev det anmeldt, at der netop havde været indbrud i en forretning på Jernbanegade. Indledningsvis kunne det via videoovervågning konstateres, at der havde været to mænd inde i butikken, men der var umiddelbart ikke blevet stjålet noget, da butikken i forvejen stod delvis tom.

 

Tyveri fra personbil, Værløse

Klokken 05.49 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 19.10 og mandag klokken 05.49 var blevet knust en rude i førersiden på en VW Golf personbil, der havde holdt parkeret på Walgerholm. Herefter var der fra bilen blandt andet blevet stjålet navigationsanlæg, rat, gearstang og luftdyser.

 
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi
Flere artikler