Nordsjællands Politi: Nyt fra Lynge - torsdag den 9. juli

dato

Lynge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Kørsel uden førerret, Lynge

Klokken 09.40 blev en 53-årig mand fra Frederiksberg, som sad bag rattet på en varebil, standset og kontrolleret på Kollerødvej ud for Hillerødvej. Her viste det sig, at manden ikke havde førerret, og han blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 10.00 blev en 41-årig mandlig bilist fra Søborg standset og kontrolleret på Kollerødvej i krydset med Hillerødvej mod øst. Også her viste det sig, at manden ikke havde førerret, og han blev derfor sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Færdselsuheld, Charlottenlund

Klokken 13.07 skete der et færdselsuheld, da en 77-årig kvindelig bilist kørte vestgående ad Hyldegårdsvej og ind i rundkørslen, hvor hun påkørte en cyklist, der cyklede på den påtegnede cykelsti i rundkørslen. Den 77-årige blev efterfølgende sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed.

Kørsel i frakendelsestid, Jægerspris

Klokken 14.19 blev en 40-årig mandlig bilist fra Jægerspris sigtet for at have kørt bil i frakendelsestiden, idet han blev standset og kontrolleret af politiet, imens han sad bag rattet på en bil, der kørte på Lyngerupvej, uagtet han var blevet frakendt retten til at køre bil. Da det ikke var første gang, at manden blev sigtet for dette, blev bilen beslaglagt med henblik på konfiskation.

Butikstyveri, Lyngby

Klokken 15.01 anmeldte personalet fra Magasin, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle beklædningsgenstande for 871 kroner. Da butikstyven var under 18 år gammel, blev politiet sendt til stedet, hvor en 16-årig kvinde fra Charlottenlund blev sigtet for forholdet, ligesom de relevante voksne blev underrettet.

Færdselsuheld, Kokkedal

Klokken 15.25 skete der et færdselsuheld på Isterødvejen imellem Overdrevsvejen og Kirkeltevej.

En 45-årig kvindelig bilist fra Gilleleje kørte i nordvestlig retning og overså en forankørende, som holdt stille og ventede på at foretage venstresving ind på en rasteplads. Den forankørende blev derfor skubbet over i modsatte vejbane, hvor en modkørende var nødsaget til at foretage undvigemanøvre ud i grøften for at undgå påkørsel, hvilket også medførte skader på den modkørendes bil.

Der blev lukket midlertidigt for trafikken, imens der blev ryddet op på stedet og parterne blev tilset af ambulancerne. Der skete dog umiddelbart ingen større personskade. Klokken 16.11 blev der åbnet for trafikken igen.

Den 45-årige kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

Spirituskørsel, Rungsted Kyst

Klokken 16.20 blev en 59-årig mandlig bilist fra Rungsted Kyst standset og kontrolleret nær midten af Rungstedvej. Manden fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Spirituskørsel, Jægerspris

Klokken 17.12 blev en 62-årig kvindelig bilist fra Hillerød standset og kontrolleret på Dalby Huse Vej i krydset ved Tranagervej. Kvinden fik alkometeret til at slå ud over det tilladte, hvorfor hun blev sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

Påvirket mand var til fare for sig selv, Farum

Klokken 17.40 indløb der en anmeldelse om, at en svært påvirket mand stod og lænede sig op ad en ladcykel på Frederiksborgvej ved Slangerupvej. Anmelderen frygtede, at manden var så påvirket, at han kunne finde på at cykle ned på motorvejen. Kort efter indløb der endnu en anmeldelse om manden, der nu stod midt på vejbanen på Frederiksborgvej.

En patrulje blev sendt til stedet, hvor en 55-årig påvirket mand fra Gilleleje blev truffet, og da det blev vurderet, at han ikke kunne tage vare på sig selv, blev han kørt i detentionen for at afruse. På hans person blev der desuden fundet en moderat mængde hash, og han blev derfor sigtet for dette forhold. 

Indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet, Birkerød

Nordsjællands Politi var onsdag aften igen til stede flere steder i Birkerød som led i en indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet. I forbindelse med indsatsen blev det til flere snakke med unge mænd i alderen til 13-17 år, men der var glædeligvis ingen, der kunne gå hjem med en sigtelse for lovovertrædelser.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 19.54 blev en 19-årig mand fra Helsingør visiteret på p-pladsen ved svømmehallen på Borgm. P. Christensensvej. På hans person blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af dette.

Kørsel uden førerret samt lovgivning om euforiserende stoffer, Snekkersten

Klokken 20.10 blev en 19-årig mandlig bilist fra Holbæk standset og kontrolleret på Klostermosevej i krydset ved Smakkevej. Her viste det sig, at han ikke havde gyldig førerret, og han blev derfor sigtet for dette.

Under samme politiforretning blev der fundet en mindre mængde hash på en 20-årig mandlig passager fra Roskilde, og han blev derfor sigtet for dette. 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Frederikssund

Klokken 20.20 blev en 16-årig mand fra Jægerspris visiteret på Vibevej. På hans person blev der fundet en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for at have været i besiddelse af dette.

Kørsel uden førerret samt lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 21.19 blev en 27-årig mandlig bilist fra Helsingør standset og kontrolleret på Klostermosevej i krydset ved Smakkevej. Her viste det sig, at han ikke havde gyldig førerret, og han blev derfor sigtet for dette. Samtidig fik bilisten narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev taget med til udtagning af en blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

Lovgivning om euforiserende stoffer, Hillerød

Klokken 23.08 blev to unge mænd på henholdsvis 15 og 16 år fra Hillerød og Slangerup truffet på Posen med en mindre mængde MDMA på sig fordelt i mindre poser. Dette medførte til en efterfølgende ransagning af deres adresser, hvor der hos den ene blev fundet en moderat mængde MDMA. Begge blev sigtet efter lovgivningen om euforiserende stoffer, ligesom de relevante voksne samt relevante myndigheder blev orienteret.

Indbrud på tankstation, Græsted

Klokken 04.48 blev det anmeldt, at der klokken 02.30 havde været indbrud på Circle K. Her var to mænd ankommet i en sort VW Passat, hvorefter de havde brudt butikkens skydedøre op og derefter opbrudt anlægget til møntbetaling, hvorfra de havde stjålet en mindre mængde kontanter.

Det præcise gerningstidspunkt samt antallet af gerningsmænd kunne udfindes via butikkens videoovervågning, og denne overvågning indgår i politiets efterforskning af sagen.

Indbrud anmeldt i privat beboelse i Nordsjællands politikreds 8.-9. juli 2020
Kilde: Nordsjællands Politi