Døgnrapporten i Lynge: torsdag den 4. november

Profilbillede
dato

Lynge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Færdselsuheld, Espergærde

På Hovvej ved Højvangen skete der klokken 07.58 et færdselsuheld mellem en 56-årig mandlig bilist fra Helsingør og en 25-årig mandlig cyklist fra Helsingør. En patrulje kørte til stedet, hvor bilisten blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven. 

 

Cyklisten blev grundet lettere tilskadekomst efterfølgende kørt med ambulance til hospitalet.

 

Indbrud i lager, Ålsgårde

Mellem mandag klokken 12.00 og onsdag klokken 08.00 blev der begået indbrud i et lager på Skibstrupvej. En ukendt gerningsperson opbrød en dør på stedet og stjal et ukendt antal maskiner og elektrisk værktøj.

 

Kørsel uden førerret, Helsinge

En 26-årig mandlig bilist fra Helsinge blev klokken 08.17 standset af en patrulje på Præstevej. Her blev han bedt om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han ikke havde erhvervet sig et sådant. Han blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.

 

Tyveri fra varebil, Allerød

Klokken 09.23 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem tirsdag klokken 22.00 og onsdag klokken 06.30 havde tiltvunget sig adgang til en varebil, som holdt parkeret på en parkeringsplads på Nymøllevej. Indstigningen skete ved, at der blev skåret hul i presenningen i varebilens trailer, og derfra blev der stjålet shampoo. 

 

Anmeldelse om mand med pistollignende genstand, Skibby

Nordsjællands Politi var kort efter klokken 11 til stede ved Aldi i Hovedgaden på baggrund af en anmeldelse om en person med en pistollignende genstand. Det viste sig dog ved nærmere undersøgelser, at der ikke var hold i anmeldelsen.

 

Tyveri fra varebil, Skibby

Mellem fredag klokken 16.50 og onsdag klokken 11.15 foretog en ukendt gerningsperson indstigning i en varebil, som holdt parkeret på Bonderupvej. Indstigning skete via en lem i varebilen, og fra køretøjet blev der stjålet værktøj og olie. 

 

Eftersættelse af personbil, Smørum

Klokken 12.00 eftersatte en patrulje en grå BMW personbil på Frederikssundmotorvejen i østgående retning. Eftersættelsen fortsatte ad Holbækmotorvejen i vestgående retning, hvor patruljen mistede køretøjet af syne.
Køretøjet var påført nummerplader tilhørende en anden bil. 

 

Indlevering af ammunition og fyrværkeri, Lynge

Klokken 13.00 blev det anmeldt, at der var blevet indleveret en kasse indeholdende ammunition og to kasser med fyrværkeri på genbrugsstationen på Nordkranvej. Billeder af kassernes indhold blev sendt til hærens ammunitionsrydningstjeneste, og på baggrund deraf blev det vurderet, at ammunitionsrydningstjenesten skulle forestå afhentning af kasserne. 

 

Tyveri af pung, Kgs. Lyngby

En 82-årig kvinde fra Kgs. Lyngby anmeldte klokken 13.18, at hun kort forinden havde været i Føtex på Lyngby Hovedgade, hvor hun havde fået stjålet sin pung. Pungen havde ligget i et indkøbsnet, mens kvinden handlede, og hun opdagede efterfølgende, at den ikke længere befandt sig i nettet.

 

Tyveri af pung, Gentofte

En 75-årig kvinde fra Gentofte anmeldte klokken 14.03, at hun mellem klokken 11.55 og 12.10 havde fået stjålet sin pung. Kvinden havde i gerningstidsrummet haft pungen i sin taske, mens hun gik fra apoteket til Netto på Gentoftegade, og da hun der skulle betale ved kassen, opdagede hun, at pungen var væk. 

 

Færdselsuheld, Værløse

Klokken 14.54 skulle en 84-årig mand fra Værløse på scooter svinge til venstre fra Kirke værløsevej og over på Ryethøjvej i nordlig retning. I den forbindelse påkørte han en 24-årig kvindelig cyklist fra Ballerup, som kom kørende lige ud på cykelstien ad Kirke Værløsevej. 

 

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at undersøge parterne.

 

Brand i Hjem-IS-bil, Birkerød

Klokken 15.12 indløb der anmeldelse om, at der var opstået brand i en Hjem-IS-bil på Ravnsnæsvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, og branden blev hurtigt slukket.

 

Det formodes, at branden opstod i bilens motorrum under kørsel, og at der derfor ikke ligger en kriminel handling bag. 

 

Tyveri fra byggeplads, Frederiksværk

Klokken 16.11 blev det anmeldt, at der imellem mandag klokken 16.00 og tirsdag klokken 07.00 var blevet stjålet et stillads fra Duevej. Stilladset var et bukkestillads af mærket JUMBO, der desuden var markeret med gul og grøn spraymaling.

 

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Klokken 16.26 anmeldte en beboer fra Pinjevej, at der omkring klokken 12.45 havde været en mistænkelig fremmed kvinde forbi, der muligvis havde prøvet at snyde sig adgang til anmelderens bolig.

 

Anmelderen havde været hjemme, da den fremmede kvinde bankede på hoveddøren. Anmelderen åbnede et vindue og spurgte ind til kvindens forehavende, hvortil hun havde svaret, at hun kom fra hjemmeplejen, og at hun skulle tale med anmelder om en seddel til valget.

 

Da anmelderen fortalte, at han ikke ventede besøg af hjemmeplejen, forlod den fremmede kvinde stedet igen, efter hun havde afleveret en seddel til ham. Det viste sig, at der ikke stod noget på sedlen.

 

Senere på dagen valgte manden at anmelde forholdet, da han fandt det mistænkeligt. Kvinden beskrives af anmelder som: kvinde. Lidt mørk stemme. Talte dansk med accent. Havde præsenteret sig med et ikke-danskklingende navn.

 

Tyveri fra varebil, Hillerød

Klokken 16.52 blev det anmeldt, at der imellem klokken 16.10 og 16.20 var blevet stjålet en jakke med blandt andet en pung i fra en varebil, der holdt på Helsingørsgade. Tyven havde taget jakken, imens chaufføren havde båret genstande ind til en adresse fra varebilen.

 

Tyveri fra personbil, Skodsborg

Klokken 16.55 blev det anmeldt, at en rude var blevet knust i en personbil holdende foran Kurhotel Skodsborg, hvorefter der var blevet stjålet en taske med blandt andet solbriller og en computer i. Tyveriet var sket imellem klokken 15.15 og 16.50.

 

Kørsel uden førerret, Humlebæk

Klokken 17.00 blev en 31-årig mandlig bilist fra Nivå standset og kontrolleret på Hørsholmvej. Her viste det sig, at hans førerret var administrativt inddraget, og han blev derfor sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

 

Lovgivning om euforiserende stoffer, Helsingør

Klokken 17.21 begyndte en mand at løbe nær Borgm. P. Christ. Vej, da han så en patrulje. Han blev derfor løbet op, og det viste sig, at han på sin person havde en mindre mængde hash, hvorfor han blev sigtet for dette. Den løbende person var en 28-årig mand fra Helsingør.

 

Dreng antastet af bilist, Græsted

Klokken 17.34 blev det anmeldt på vegne af en 10-årig dreng, at han klokken 17.15 havde gået på fortovet på Larsensvej, da en mørkegrøn eller mørkeblå sedan personbil med gule forlygter med to mænd i havde holdt ind til siden.

 

Den ene mand havde ifølge anmeldelsen spurgt, om drengen ville have noget chokolade, hvilket drengen havde takket nej til, hvorefter manden spurgte, om drengen ville ind i bilen for at få varmen. Dette fik drengen til at løbe fra stedet.

 

De to mænd beskrives som: 
A: Mand, talte dansk, cirka 40 år gammel, cirka 180-185 cm høj, med kort eller mellemlangt mørkebrunt hår. Han havde en mindre hvid hund med brune poter i favnen.
B: Mand, cirka 40 år gammel, bar på en mindre hvid hund.

 

Nordsjællands Politi vil gerne høre fra de to mænd på telefon 114 for at få afklaret deres intentioner med at henvende sig til drengen.

 

Tyveri fra personbil, Hørsholm

Klokken 17.52 anmeldte en mand, at en rude i hans bil holdende ved en restaurant på Christianshusvej var blevet knust, efter han kortvarigt havde været inde og hente noget mad klokken 17.35. På tidspunktet for anmeldelsen kunne det ikke konkluderes, om der var blevet stjålet noget fra bilen.

 

Færdselsuheld, Skibby

Klokken 19.11 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Nakkedamsvej, da to modkørende personbiler var stødt delvist sammen. Den ene personbil ført af en 39-årig mand fra Frederiksværk havde umiddelbart fået det ene hjulpar over i modsatte vejbane, hvorved hans bil var stødt sammen med en bil ført af en 44-årig kvinde fra Skibby. Bilen ført af den 44-årige kvinde kørte derefter ind i autoværnet.

 

Politi, ambulance og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det var nødvendigt at spærre vejbanerne, imens oprydningen stod på. Klokken 20.55 blev der igen åbnet for trafikken i begge retninger.

 

Kvinden blev kørt til kontrol på skadestuen, men der var umiddelbart ikke sket større personskade ved færdselsuheldet.

 

Manden blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.

 

Færdselsuheld, Lynge

Klokken 23.20 blev det anmeldt, at der netop var sket et færdselsuheld på Højlundevej, idet to biler var kørt sammen, og nu holdt de lidt ude i grøften.

 

Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor personalet fra sidstnævnte kunne konstatere, at den ene bilist havde lidt ondt i nakke og skulder, hvorfor han blev kørt til kontrol på skadestuen. Der var ikke sket større materiel skade ved færdselsuheldet, der muligvis var sket, fordi den anden bilist, en 22-årig mand fra Søborg havde fået krampe i skulderen og derved var kørt ind i siden på den anden bil.

 

Der er på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, om der skal foretages sigtelse i sagen.

 

Spirituskørsel, Gilleleje

Klokken 01.00 blev en mand truffet sovende hen over rattet på en bil, der holdt i tomgang på Gilleleje Strandvej. Bilisten, en 38-årig mand fra Fredensborg, blev skønnet beruset og derfor sigtet for spirituskørsel og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle promille.

 

Kørsel i frakendelsestiden i påvirket tilstand, Frederiksværk

Klokken 02.26 blev en 26-årig mandlig bilist fra Frederiksværk standset og kontrolleret på Ildtornvej. Her viste det sig, at han var blevet frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for alligevel at sidde bag rattet. Ligeledes fik han narkometeret til at slå ud, hvorfor han blev sigtet for dette og taget med til udtagning af blodprøve, der skal fastslå den eventuelle grad af påvirkning.

 

Kørsel uden førerret, Humlebæk

Klokken 03.16 blev en 28-årig mandlig bilist fra Humlebæk standset og kontrolleret på Fredensborgvej i rundkørslen ved Hørsholmvej. Her viste det sig, at han sad bag rattet trods et kørselsforbud, og at han blev derfor sigtet for at køre bil, selvom han ikke måtte.

 

Indbrud, Ølstykke

Klokken 03.27 blev det anmeldt fra Johannedalsvej, at en person netop havde været inde i en indkørsel og tage i en bildør for at se, om den var låst, hvorefter den fremmede person havde forladt stedet. En hundepatrulje blev sendt til området, og efter lidt sporsøg blev en 34-årig udenlandsk mand udfundet i et nærliggende skur, hvor han forsøgte at gemme sig. I skuret blev der blandt andet fundet en mobiltelefon samt smykker og kontanter, som den 34-årige ikke kunne redegøre for, og han blev derfor anholdt og sigtet for indbrud. Manden bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød torsdag klokken 13.00.

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi