Lynge er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Mistænkeligt forhold, Værløse
Klokken 07.39 anmeldte en borger, at hun kort forinden havde observeret to mænd, som cyklede rundt uden lys på cyklerne og med store tasker på ryggen i området omkring Skovmose Alle. Borgeren fandt deres adfærd mistænkelig, da de ifølge hende forsøgte at gemme sig i mørket. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men det var ved rundering i området ikke muligt at udfinde dem.Tyveri fra gravemaskine, Skibby
Mellem onsdag klokken 16.00 og torsdag klokken 09.20 blev der fra en gravemaskine på Selsøvej stjålet graveskovle, pladevibratorer og et gravehoved.Solofærdselsuheld, Frederiksværk
På Strandvejen skete der klokken 11.33 et solofærdselsuheld, da en ældre mand fra lokalområdet af ukendte årsager væltede på sin knallert og ramte en kantsten. Manden blev efterfølgende kørt med ambulance til undersøgelse på hospitalet.Kørsel i frakendelsestiden, Hillerød
Klokken 12.35 blev en 29-årig mandlig bilist med ukendt adresse standset og kontrolleret på Østervang. Her viste det sig, at han var frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for at sidde bag rattet alligevel.Mistænkeligt forhold, Stenløse
Klokken 12.55 anmeldte en 71-årig mand fra Stenløse, at han kort forinden var gået ud af en bank i Egedal Centret, hvorefter en fremmed mand havde henvendt sig med et kort i hånden, som han gerne ville vise anmelderen. Den 71-årige fandt dette mistænkeligt og mente, at det kunne have været et forsøg på tricktyveri.
Politiet har tidligere modtaget anmeldelser om tricktyve, der har benyttet en metode, hvor de har holdt kort op og dermed dækket for personers tasker, telefoner og andre værdigenstande, så den 71-åriges antagelse om, at der foregik noget mistænkeligt, kan meget vel være korrekt.
Den 71-årige beskriver den fremmede person som: Mand, sydeuropæisk af udseende, 40-50 år gammel, 170 cm høj, spinkel af bygning, med sort hår.
Færdselsuheld, Fredensborg
Klokken 13.18 blev det anmeldt, at der netop var sket et solofærdselsuheld på Jespervej, idet en 37-årig kvindelig bilist fra Lynge kørte ud i rabatten og dernæst påkørte et el-skab. Der skete noget skade på skabet, men der skete umiddelbart ingen personskade i forbindelse med uheldet.
Tyveri fra personbil, Hellerup
Klokken 13.33 blev det anmeldt, at der imellem onsdag klokken 20.00 og torsdag klokken 11.00 var blevet stjålet lygter fra en Porsche personbil, der havde holdt parkeret på Svejgårdsvej.
Mistænkelige forhold, Hørsholm
Klokken 15.19 anmeldte en 70-årig mand fra Hørsholm, at han kort forinden var blevet ringet op af en mand, der præsenterede sig som ansat ved Nordsjællands Politi. Den fremmede mand i telefonen spurgte, om den 70-årige var klar over, at der for nylig var optaget et lån på 90.000 kroner i mandens navn i Santander Bank, og hvis den 70-årige ikke var klar over dette, ville den fremmede i telefonen annullere lånet. Anmelderen fornemmede, at noget var galt, hvorfor han klogelig lagde røret på – for Nordsjællands Politi havde ikke noget med telefonopkaldet at gøre.
Samme type anmeldelse indløb fra en 88-årig mand fra Hørsholm klokken 15.45. Også han var blevet ringet op af en mand, der præsenterede sig som ansat i Nordsjællands Politi, og også her havde anmelderen lugtet lunten og lagt røret på. Den 88-årige var blevet ringet op klokken 15.15.
Kørte bil trods forbud, Kvistgård
En 29-årig mand fra Nivå blev torsdag eftermiddag klokken 16.15 standset på Kongevejen, hvor han kørte bil, selvom han tidligere var idømt et kørselsforbud. Han var desuden påvirket af euforiserende stoffer, hvilket han også blev sigtet for.
Tre biler stødte sammen, Helsingør
Klokken 16.24 stødte tre biler sammen i et harmonikasammenstød på Esrumvej. Ingen kom til skade, men da de uheldsramte holdt til gene for den øvrige trafik, sørgede en patrulje for at dirigerer de øvrige bilister forbi, indtil vejhjælp nåede frem og fjernede bilerne.
Tyv aktiverede alarm, Helsingør
Fire gerningsmænd forsøgte torsdag ved 16-tiden at bryde ind i lageret hos Shell på Kongevejen. Den ene fik dog aktiveret alarmen under indbrudsforsøget, hvorefter de forsvandt fra stedet.
Overfaldet under hundeluftning, Ølstykke
En 22-årig mand uden fast adresse blev torsdag eftermiddag klokken 16.28 overfaldet af tre mænd, da han var ude for at lufte sin hund ved Tennisvej/Stationsvej. Manden blev, formentlig på baggrund af en tidligere stridighed med de tre mænd, tildelt to-tre knytnæveslag i ansigtet, hvorefter gerningsmændene tog hans mobiltelefon og forlod området. I tumulten forsvandt den 22-åriges hund, den blev dog senere fundet i god behold ved Egedal Gymnasium.
De tre gerningsmænd beskrives som:
A: 160-165 cm, muligvis mørk i huden, fedladen, iført sort maskering og sort tøj.
B: Ca. 170 cm, almindelig af bygning, muligvis mørk i huden, iført blåt mundbind og sort tøj.
C: Ca. 185 cm, almindelig af bygning, iført sort maskering og sort tøj.
Mistænkelig mand i villakvarter, Gentofte
En mand vakte torsdag eftermiddag mistanke, da han gik rundt i kvarteret ved Sløjfen med en stor taske. Manden bankede på døren til et hus, men beboerne åbnede ikke, hvorefter manden gik i retning af et andet hus. Her blev han dog skræmt af en hund og forlod stedet. Manden beskrives som 40-45 år og af østeuropæisk udseende.
Handicapscooter stjålet, Dyssegård
En el-handicapscooter med bagagebox og stokholder er mellem klokken 07.15 og 17.15 blevet stjålet fra Dyssegård Station.
Mand overfaldet efter uoverensstemmelse, Gentofte
En 72-årig mand blev torsdag eftermiddag klokken 15.30 slået i brystet af en ukendt gerningsmand efter en meningsudveksling i en sauna i Kildeskovhallen. Her havde den 72-årig talt med en bekendt, da gerningsmanden, som havde overhørt samtalen, blev opfarende. Da den 72-årige bad gerningsmanden om at opføre sig ordentligt, kvitterede han med et knytnæveslag mod den 72-årige. Gerningsmanden beskrives som dansk af udseende, 33-35 år, 178-182 cm høj, muskuløs af bygning, lys i huden, brunt halvlangt hår, tatoveret. Episoden blev anmeldt klokken 17.59.
Computer stjålet fra bil, Gentofte
Mellem klokken 17.45 og 18.00 er der stjålet en bærbar pc, en jakke og en taske fra en bil, som holdt ved Bakkegårdsskolen. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.
Overraskede indbrudstyve, Frederikssund
Torsdag aften klokken 18.11 overraskede en beboer på Højdevej to indbrudstyve i sit hus på Højdevej. De to indbrudstyve, som begge var iført sorte jakker med hætter forlod stedet – den ene på en damecykel og den anden til fods i retning mod Ådalen. En patrulje blev sendt til området, men tyvene var ikke at finde.
Røglugt i villa, Gentofte
Politi og brandvæsen rykkede torsdag aften klokken 20.43 til en villa på Bregentved, hvor der var røglugt. Brandvæsenet undersøgte bygningen og konstaterede, at der ikke var brand og, at røgen formentlig stammede fra en skorstensbrand tidligere på dagen.
Jakke stjålet fra bil, Rungsted Kyst
Mellem klokken 20.30 og 22.25 er der stjålet en jakke og en tablet fra en bil, der holdt ved Rungsted Kro. Tyven har knust en siderude for at skaffe sig adgang til bilen.
Alkoholpåvirket mand kørte galt, Espergærde
Lige efter midnat fredag kørte en 20-årig alkoholpåvirket mand fra Helsingør galt på Helsingørmotorvejen. Han blev efterfølgende kørt til behandling på hospitalet.
Mand anholdt på diskotek, Helsingør
Klokken 02.05 blev en 20-årig mand fra Helsingør anholdt efter et slagsmål på diskotek SKUM i Svingelport. Han blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven og løsladt senere på natten.
Sigtet for brandstiftelse, Hillerød
En 21-årig mand fra Hillerød blev natten til fredag anholdt og sigtet for forsætlig brandstiftelse efter en anmeldelse om brand i en avisboks på Nordre Jernbanevej.
Overfaldet i tog, Charlottenlund
Fredag morgen klokken 05.38 anmeldte en 21-årig mand, at han kort forinden var blevet overfaldet af en anden mand i toget ved Charlottenlund Station. Den 21-årige havde bedt gerningsmanden om at være stille, da de sad i togets stillekupé. Det fik manden til at slå den 21-årige flere gange med flad hånd i nakken. Gerningsmanden beskrives som 18-20 år, 185-190 cm høj, dansk af udseende, iført mørke bukser, mørk jakke og vest samt blå hue.